For at du kan danne dig et indtryk af, hvor vidt forskellige historier, vi har beskæftiget os med, og hvordan vi har formidlet dem, kan du her læse anonymiserede uddrag af nogle af de historier, vi har skrevet de seneste år.
Den pårørende
Far, når du dør. Hvad sker der så?
Spørgsmålet blev stillet af min datter henover morgenbordet en søndag formiddag.
Min mand tog formidlingsopgaven på sig med det samme. Det var det, han levede af og brændte for, før han blev syg. At undervise. Nu stod han over for sit livs opgave. At gennemgå sin egen begravelse og død for to piger på fire og syv år, som snart ville miste deres far.
Vær konkret, svar kun på det, der bliver spurgt om og fortæl sandheden. Det er overskriften på den samtale, vi havde med en psykolog fra Kræftens Bekæmpelse, da han fik sin dødsdom. De ord klamrede vi os til, hver gang store, svære spørgsmål dukkede op i hverdagen.
– Hvis vi leger, at smørret er rustvognen, og osten er den ovn, jeg skal brændes i, hørte jeg ham sige.
På det tidspunkt var vi så langt i hans sygdomsforløb, at jeg ikke registrerede det absurde i situationen.
Jeg fulgte hans hænder med øjnene, imens han flyttede rundt på æg, ost og rundstykker. Beundrede hans evne til at gøre døden enkel og konkret at forholde sig til for pigerne.
Allerede før de begyndte at spørge, hvor han ville tage hen, når han var død, havde han fundet et billede af et lille hvidt hus på Google og printet det ud.
– Sådan ser fars hus i himlen ud. Jeg glæder mig til at ligge i hængekøjen under æbletræet og vinke ned til jer, sagde han.
Den forklaring accepterede pigerne hurtigt, og nu fulgte de deres fars demonstration af den snarlige begravelse i familien, som om det var den mest naturlige ting i verden at få sådan en historie serveret sammen med de blødkogte æg.
Børn kan vænne sig til meget.
Et særligt sind
Når hun skal hjem på weekend, er der nogle bestemte ting, som hun skal have med i tasken. Personalet har skrevet en liste over dem, så hun ikke skal gå rundt og være urolig og lede efter forklædet hjemme hos sin mor hele weekenden. Hun har aldrig fået en diagnose, men hun har tydelige autistiske træk, så hun vil have, at tingene er på en bestemt måde.
Skabsdøre skal være lukkede. Fjernsynet skal stå på en bestemt måde, og når hun vågner om morgenen, skal der straks tændes for musikken. Hun kan ikke lide, når de andre beboere savler, og det ikke bliver tørret væk med det samme.– Tør det væk, siger hun.
Hun er så forsigtig med tingene, at hun sjældent spilder, og hun kan ikke fordrage pletter. En flosset neglerod er for hende det samme som en plet, så engang rev hun den selv af. Det gjorde frygteligt ondt. I dag kommer hun og viser fingrene til personalet, når det sker, og så gælder det
om at få klippet den løse hud af i en vis fart, inden hun får nok og ordner det selv.
Iværksætteren
Da jeg afslutningsvis spurgte ham om, hvad han er mest stolt af at have udrettet i sit liv, kom der først et langt suk. Han er ikke den sentimentale type. Han bryder sig egentlig heller ikke om at gøre opmærksom på sig selv, men det kan jo ikke helt undgås, når man vælger at udgive sine erindringer. Undervejs i vores arbejde med bogen har jeg ofte haft følelsen af, at det færdige resultat af vores mange samtaler og fælles research ikke var det vigtigste.
Det var selve gennemgangen af livet – alle de minder, der dukkede op, når han faldt over et gammelt avisudklip om én af konkurrenterne eller dagbogen fra en festlig aften under en messe, som betød mest for ham.
– Når jeg sidder med sådan en gammel mappe om opkøbet af den ene eller den anden virksomhed, genoplever jeg det hele igen. Jeg kan dufte træet, se maskinerne i produktionshallen for mig og huske de mennesker, jeg var sammen med. Jeg har oplevet så meget, og det er gået så hurtigt, at jeg nyder at give mig tid til at opleve det hele igen. For mit vedkommende har livet været en rejse, som har været spændende, lærerig og inspirerende. Der har været bump på vejen og ting, man skulle have holdt sig langt væk fra, men jeg er stolt af alt det, vi har opnået.
Bonden
Man kan sætte mange etiketter på mig, men i bund og grund er jeg bonde.
I min terminologi er det en hædersbevisning at være bonde, for når man er bonde, er man fri. Jeg kan ikke beslutte mig for at rejse til Australien fra den ene dag til den anden, men i hverdagen er jeg en fri og selvstændig mand.
Når jeg ser på det land, som min familie har opdyrket og kultiveret igennem generationer, ærgrer det mig at se, hvordan flertallet af befolkningen har udviklet sig til galejslaver. De æder nådsensbrød og accepterer at blive låst fast i en galej for at slippe for at tage ansvar for deres eget liv.
I mine øjne betaler de den højeste pris for trygheden.
De betaler med deres handlefrihed.
Det er den, som jeg lige siden, jeg blev født ind i en fattig landmandsfamilie, har kæmpet for at have til hver en tid.
I Middelalderen accepterede datidens bønder at aflevere deres jord til herremanden mod at få beskyttelse i en tid med krig og ufred. Det samme sker i dag. Bare på en anden måde. Folk indordner sig under lange uddannelser og tager lønmodtagerjobs, hvor de finder sig i at leve som galejslaver med begrænset indflydelse på deres eget arbejdsliv. Jeg har også været lønmodtager. Jeg har endda været i fagforening, men jeg har absolut aldrig betragtet mig selv som en del af den flok.
I dag er jeg kun galejslave for banken.
Hårdt arbejde, stædighed og en god portion held har betydet, at min hustru og jeg i dag har en økonomi, som gør afhængigheds-forholdet tåleligt.
I denne bog vil jeg fortælle historien om den familie, det landbrug og det liv, som jeg er stolt af at have skabt.
Teenageren og Nazityskland
Jeg skulle til optagelsesprøve for at blive medlem af Hitlers ungdomsorganisation, Hitler Jugend. Sjovt nok var der aldrig nogen, der dumpede den optagelsesprøve, og man havde heller ikke rigtigt et valg.
Der var mødepligt. Alle børn fik at vide, at hvis de udeblev tre gange, ville de blive hentet af politiet, og så kunne forældrene komme i alvorlige problemer.
Jeg tænkte ikke så meget over, om det var frivillig tvang eller ej. Alle mine venner var medlem af Hitler Jugend, så selvfølgelig skulle jeg også være det. Til at begynde med lærte vi alle remserne om nazismens storhed udenad.
De begyndte altid sådan her:
Adolf Hitler blev født den 20. april 1889 i Braunau… og så fortsatte det ellers derudaf.
Man skulle vide alt om Hitler.
Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Jeg lirede det bare af mig.
Min far syntes, at det var helt forfærdeligt at have en datter i Hitler Jugend, og han var inderligt modstander af at bruge penge på de særlige uniformer, som vi på det stærkeste blev opfordret til at anskaffe os. Han havde virkelig svært ved at give mig tilladelse til at få dem.
– Du er nødt til at give mig lov. Alle de andre har uniformer. Det bliver ikke ved med at gå, sagde jeg.
Så fik jeg lov til at få skjorteblusen til sommeruniformen.
Det varede ikke længe, før freden var forbi, og jeg kom tilbage og plagede om at få den mørkeblå plisserede nederdel, der hørte til uniformen og det sorte læderslips.
Jeg blev udtaget til sangkoret, som ofte var ude at optræde, og jeg skulle altid stå forrest, så det var vigtigt med den rigtige uniform.
Mine ledere var vilde med mine lange lyse fletninger, som gik mig til livet. Jeg skulle ses, for jeg var den “germanske type”.
Ved I hvad? Jeg er den germanske type, kom jeg en dag hjem og sagde til mine forældre.
Min far skummede.
– Men vinteruniformen får du altså ikke. Så må du fryse.
– Far. Jeg skal altså have den, for alle de andre har den.
Til sidst måtte han give sig, men han blev ved med at kommentere på den vinterjakke. Han mente, at det var noget af det grimmeste, han nogensinde havde set, og han var så gal på den. Den var i lysebrunt ruskind, og ja, den var virkelig grim, men den var i det mindste dejlig varm.
Jeg forstod ikke min fars stærke følelser over for de uniformer, vi skulle gå i. I den alder bekymrede jeg mig langt mere for mit udseende end for Hitler. Jeg syntes da ikke, at han var en god mand. Jeg accepterede bare de forandringer, der fulgte med nazismen og elskede mine år i sangkoret i Hitler Jugend, hvor jeg blev helt tosset med Zarah Leander og Else Werdes sange.
Vi var bare en flok unge tøser, der tænkte mere på tøj, cremer, nylonstrømper og mad end på faldne soldater og den jødiske tragedie.
De store sorger
Jeg ved godt, at jeg ikke har givet mine børn og børnebørn knus og kram. Det har været svært for mig at give dem noget, som jeg aldrig selv fik i min barndom.
Jeg har lettere ved at udtrykke min kærlighed på skrift end igennem daglige kærligheds- erklæringer, kys og klem. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive historien om mit liv til de mennesker, som har betydet mest for mig i tidens løb.
Jeg har længe haft lyst til at fortælle om de begivenheder, som har formet mig, i håbet om, at mine kære bedre vil kunne forstå, hvorfor jeg er, som jeg er. Jeg ønsker ikke, at folk skal blive kede af det, når de læser min beretning, men den er ærligt fortalt, og jeg har oplevet store sorger i mit liv.
Udvandrerne
I 1957 købte jeg og min bror en enkeltbillet til Canada. Den økonomiske situation i Danmark var ikke god. Det var svært at tjene penge i landbruget, og arbejdsløsheden var høj. Det var på den baggrund, at op imod 50.000 danskere i løbet af 1950’erne valgte at prøve lykken i det forjættede land, hvor der især var mangel på arbejdskraft i landbruget.
Vi vidste stort set ingenting om Canada, men vi var unge og eventyrlystne og havde lyst til at prøve noget andet. Derfor havde vi sparet op i lang tid for at tjene penge til en billet til den svenske Amerika Linje. En enkeltbillet til Halifax i Canada kostede 3000 kroner. Det svarer til over 40.000 kroner i nutidspenge, så der var ikke råd til meget festivitas i månederne op til vores afrejse. Til gengæld var vi blevet lovet arbejde på en farm ved Toronto.
Det tog os en uge at krydse Atlanterhavet, og vi nåede at have mange festlige stunder i restauranten sammen med vores rejsekammerater, før det gik op for os, at det var kutyme, at man samlede drikkepenge sammen til tjeneren på den sidste aften. Det havde vi slet ikke kalkuleret med, og vi kunne ikke begynde at bruge løs af de 50 dollars, som vi alle havde på lommen under turen over Atlanten. Hvis vi ikke kunne fremvise mindst 50 dollars, når vi nåede frem til immigrationskontoret, ville vi nemlig slet ikke blive lukket ind i Canada. Det stod virkelig sløjt til med kontanterne, men det lykkedes os at skrabe et lille beløb sammen, som vi overrakte til tjeneren.
Det viste sig at være så fornærmende lille et beløb, at han nægtede at tage imod dem.
Efter således at være blevet lidt klogere på fænomenet drikkepenge, gik vi i land i Canada.
Det var som at lande på månen.
Alt så anderledes ud, og vi forstod ikke et ord engelsk. Det viste sig i øvrigt, at togpersonalet talte fransk, men det gjorde ingen forskel for os. Vi forstod jo hverken det ene eller det andet sprog. Halvandet døgn efter at vi gik ombord på toget, blev vi hentet på banegården af en lille kineser, som arbejdede på den farm, der skulle blive vores arbejdsplads ad flere omgange de følgende år. Vi studsede lidt, da vi blev vist op på loftet, hvor der stod to senge med et par tæpper på. Vi havde aldrig prøvet at sove med andet end en dyne, men efter den lange rejse faldt vi hurtigt i søvn.
Næste morgen kom den irske bestyrer og kaldte os ned på gårdspladsen. Jeg var nysgerrig og begyndte straks at udspørge en af de danske arbejdere om livet på gården.
– Hvordan er det så at være her?
– Ad helvedes til, svarede han, og så var den samtale ikke meget længere.
Den oplysning skulle lige fordøjes.
Livet med kræft
Børnene begyndte at komme ind til mig i sengen om morgenen, da jeg havde fået at vide, at jeg nok ville begynde at tabe håret.
– Hvad så mor, er du begyndt at tabe håret? Spurgte de og rykkede i det.
– Pas nu på. I får et chok den dag, der pludselig ryger en ordentlig tot af, svarede jeg.
Da det begyndte at falde af, var det vildt ulækkert. Det faldt ned i maden, og om natten, når jeg lå og vendte og drejede mig på hovedpuden, var der hår overalt.
Det var ikke svært at træffe beslutningen om, at det hele skulle barberes af, og børnene ville gerne se det.
Min datter tog den første bane hår med barbermaskinen.
– Nej, mor. Nu kan jeg altså ikke mere, sagde hun og overlod resten af opgaven til min mand.
Da jeg bagefter gik ind til min datter og viste hende resultatet, sagde hun:
– Gud, hvor er du smuk, mor.
Det lød så spontant og ægte. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg hellere ville have hørt hende sige på det tidspunkt.
Vi har virkelig haft nogle specielle oplevelser sammen som familie, siden jeg blev syg.